mandag den 3. december 2012

Brownie med hvid chokolade og appelsin

Jeg er en hyppig gæst på Anne au Chocolats blog, og min mund løber næsten lige så ofte i vand, når jeg læser opskrifterne. Adskillelige er gemt i mine favoritter.

Og det var også her, at jeg fandt opskriften på brownie med hvid chokolade. For at tilføje lidt jul til opskriften, så har jeg puttet appelsinsaft i dejen. Det giver en frisk smag til kagen, så den ikke er så tung igen. Men det er jo en brownie, så et stykke vaniljeis vil altid gøre sig godt til.

 
Brownie med hvid chokolade og appelsin
1 lille bradepande

200 gram smør
200 gram mørk chokolade
125 gram mel
3 æg
265 gram sukker
½ vaniljestang
½ tsk. salt
150 gram hakket hvid chokolade
Saft fra 1 appelsin
 
Smelt smørret i en gryde, hæld chokoladen deri og lad den smelte. Pres appelsinen og kom saften ned til blandingen. Halver vaniljestangen, skrab kornene ud og mas dem ud i noget af sukkeret. Pisk mel, æg, sukker, vaniljesukker og salt til en luftig konsistens og rør langsomt smør- og chokoladeblandingen i under omrøring. Vend til sidst den hakkede hvide chokolade i. Hæld dejen i en bradepande foret med bagepapir. Bag kagen i cirka 25 minutter ved 200 grader. Lad kagen køle af.
 
Bag gerne kagen før, så den har tid til at sætte sig.

søndag den 2. december 2012

Nougatsmåkager

Disse små nougatsmåkager har lige præcis størrelsen til at blive spist i én mundfuld, så der kan hurtigt ryge et par stykker ned efter hinanden uden problemer.

Opskriften er oprindeligt fra Spis Bedre 7/2011, hvor fyldet er med hindbær. Men nougat er nu engang mere julet end hindbær, så derfor har jeg skiftet fyldet ud. Småkagerne er en kende til den søde side - specielt, når der er nougatfyld i - så skær eventuelt lidt ned på sukkeret, hvis du ikke er for meget til det søde.



Nougatsmåkager

Cirka 25 stk.

2 dl. hvedemel
½ dl. kartoffelmel
½ knsp. salt
100 gram koldt smør
½ dl. sukker

100 gram nougat

Bland mel, kartoffelmel og salt i en skål. Tilsæt det kolde smør i mindre stykker og smuldr det ud i melblandingen med fingrene. Saml det hurtigt til en dej og ælt sukkeret i. Pak dejen ind i plastikfilm og stil den på køl i cirka ½ time.

Rul dejen ud til 2 mm. tykkelse på et meldrysset bord. Stik cirkler ud på cirka 4 centimeter i diameter. Læg cirklerne på en bageplade med bagepapir. Lav et hul i midten på halvdelen af kagerne. Bag kagerne ved 200 grader i cirka 7 minutter, til de er let gyldne. Afkøl dem på en rist.

Smelt nougaten i en skål over vandbad. Put den smeltede nougat i en sprøjtepose og sprøjt det ud på de kager, som ikke har hul. Læg resten af kagerne ovenpå. Sæt eventuelt på køl, indtil nougaten har sat sig. Opbevar i en lufttæt beholder.

lørdag den 1. december 2012

Havregrynskugler

Jul er absolut min yndlingstid på året! Jeg går altid og tæller ned til, hvornår jeg kan tillade mig at gå amok med julepynt, -guf og -kalendre, uden at jeg bliver set på med mærkelige øjne af gemalen (og så taler vi ikke om, at jeg så julekalender i august, bare fordi jeg havde lyst).

Jeg ligger stærkt ud med havregrynskugler. Yderst nemt at lave, og selvom det er noget gris at trille kuglerne, så bliver det i den grad opvejet af, at resultatet er jeg-må-have-en-mere-lækkert. Børn vil helt sikkert elske at lave dem - det gjorde min lillesøster og jeg i hvert fald, da vi var børn og stod i køkkenet sammen med mor.

Nogle af ingredienserne er på gefühl, så man bliver nødt til at prøvesmage en gang imellem for at finde den rigtige smag. Men det har nu aldrig været en dårlig ting.


Havregrynskugler

1½ dl. piskefløde eller mælk
250 gram havregryn
250 gram farin
60 gram smeltet smør
50 gram kakao
Mandelessens
Kaffe
Kanel
Kokosmel

Alle ingredienserne blandes, rulles til små kugler og rulles i kokosmel. Stil dem køligt, til de har sat sig og opbevar dem i en tætsluttende beholder.

fredag den 16. november 2012

Snickerskage

For et par år siden lavede svigermor Snickerskage til mig og manden - og selvom jeg fik opskriften (og en pose peanuts), så fik jeg aldrig gjort hende kunsten efter. Hvor peanutsene så er røget hen, er en helt anden side af sagen.

Men da gemalen og jeg skulle i zoologisk have - for en måneds tid siden, da det stadig var lyst klokken fire om eftermiddagen - og spise kage på yndlingsspottet, hvor der er udsigt til giraffferne, så fandt jeg opskriften frem.

Hvorfor jeg ikke har gjort det noget før, er mig nu en gåde. For hold da op, hvor smager den kage godt! Og så smager den rent faktisk af Snickers! Gemalen syntes, at kagen for en tand for tung, og jeg havde skåret stykkerne for store, men personligt klagede jeg ikke.

Der kom ikke helt så mange peanuts på min kage, som opskriften siger, fordi jeg ganske enkelt ikke havde nok. Det gjorde dog ikke noget, for jeg tror faktisk, at peatnutsene ville have været for dominerende til min smag, hvis de alle var kommet på. Mængden af peanuts i opskriften herunder er den mængde, jeg brugte.

Med det salte fra peanutsene og det søde fra chokoladen, så har denne kage spsist sig vej ind på min skal-helt-sikkert-laves-igen-liste.
 
Snickerskage
 
1 lille bradepande
 
200 gram smør
320 gram sukker
3 æg
240 gram mel
1½ tsk. bagepulver
150 gram peanuts
1 dl. fløde
1 dl. sirup
1 spsk. kakao
2 tsk. vaniljesukker
50 gram sukker
 
100 gram mørk chokolade
1/4 dl. fløde
 
Rør sukker og smør sammen og tilsæt æggene ét ad gangen. Bland mel og bagepulver og rør det til en ensartet dej. Fordel dejen i en bradepande beklædt med bagepapir, drys peanuts over og bag ved 190 grader i 40 minutter.
 
Kom fløde, sirup, kakao, vanilje og sukker i en gryde og giv blandingen et opkog. Hæld karamelblandingen over den varme kage og lad den afkøle.
 
Smelt chokolade og fløde over vandbad og fordel over den afkølede kage.

lørdag den 3. november 2012

Flødeboller med citronskum og marcipanbund

Og i denne tids anledning; forklædt som små spøgelser. Ja, jeg ved godt, at det egentlig var i onsdags, men vi fejrer ikke Halloween herhjemme, så det var først i dag, at jeg lavede flødebollerne og var en kende kreativ. Når man prøver at begrænse de søde sager til weekenden, må traditioner nogle gange komme i anden række (bortset fra jul; der må der spises søde sager hele måneden hjemme hos os).

Da jeg synes, at hvid chokolade godt kan være (for) sødt, så valgte jeg, at flødebollerne skulle have et lidt syrligt skum, så det ikke blev alt for kvalm, når bundene nu også var marcipan. Og det fungerer bare rigtig godt! Mums, de er gode - og meget godt, at jeg ikke lavede dem større, for så havde vi for alvor forspist os.

Opskriften på skum er den samme som ved hindbærflødebolle-toppingen - hindbær skiftes bare ud med citronsaft og -skal. Og så det der med at komme chokolade på... Den hvide chokolade er en kende besværlig at arbejde med, da den ikke flyder ud på samme måde som mælkechokolade. Men det lykkedes mig at overtrække flødebollerne ved hjælp af en pensel - efter at have tabt nogle af den ned i chokoladen, fordi jeg ville prøve at dyppe dem. Så de har ikke et glat look, men så kan man jo se, at de er hjemmelavede, hvilket bestemt ikke er nogen skam.



 Flødeboller med citronskum og marcipanbund

7 små flødeboller

50 gram marcipan
100 gram hvid chokolade

Mørk chokolade/nougat til øjne

Flødebolleskum
150 gram sukker
½ dl vand
75 gram pasteuriserede æggehvider
1 citron

Skær skiver af marcipanen i en ½ centimeters tykkelse. Læg dem på en bageplade og bag dem ved 180 grader i 5 minutter - hold øje med, at de ikke bliver mørke; de skal kun lige have farve i kanten.

Riv skallen af den halve citron og pres saften af den hele. Hæld vand og sukker i en gryde og lad det koge op i to minutter. Pisk imens æggehviderne let. Tilsæt derefter sukkerlagen langsomt og pisk æggehviderne stive med en håndpisker i 15 minutter, så æggehviderne bliver meget stive. Pisk citronsaft- og skal med den sidste halvdel af tiden.

Kom det færdige flødebolleskum i en sprøjtepose og sprøjt det ud på bundene - vær opmærksom på, at skummet udvider sig, når det kommer i ovnen. Kom flødebollerne i ovnen ved 180 grader og bag dem i 5 minutter, så skummet får en fast overflade.

Hak den hvide chokolade og smelt 2/3 i en skål over vandbad. Tag skålen af varmen og smelt den resterende chokolade i den allerede smeltede del. Overtræk (pensl eller dyp) flødebollerne med chokolade og sæt dem på køl, indtil chokoladen er fast. Smelt mørk chokolade eller nougat og lav små øjne på flødebollerne.

Opbevar dem i et køligt rum, indtil de skal spises.

fredag den 26. oktober 2012

Citronparfait

Når vinteren nu lader til at være kommet til Danmark, så er det nogle gange bare rigtig dejligt at snige lidt sommer ind ude fra køkkenet.

Det valgte jeg at gøre for et par dage siden, da jeg lavede citronparfait. Det var virkelig smagen af sommer! Konsistensen minder om yoghurtis, og citronen giver ikke en sur, mund-sammensnørende smag men giver noget syre til at balancere den ellers søde pafait-masse. Den oprindelige opskrift er med frugt på toppen - så bliver det nok bare endnu mere sommer - men jeg kunne ikke finde nogen, som jeg lige synes passede til. Så i stedet blev det til KitKat i små stykker samt ristet kokos, der kom på toppen, og det smagte bestemt også godt. Hvis du vælger at komme frugt på, så ville jeg vælge nogle søde af slagsen, så det ikke bare bliver surt på surt. Eventuelt kan frugterne ligges på sukkerlage først.

Opskriften er fra oktobernummeret af enten Spis Bedre eller Mad!. Pinligt, at jeg ikke fik noteret bladet ned, men sad og bladrede i begge blade på biblioteket og så slog det mig slet ikke, at jeg ikke ville kunne finde frem til oprindelses-bladet, når jeg kom hjem. Men opskriften bliver jo ikke dårligere af den grund.

 
 
Citronparfait
 
6 personer
 
2 dl. piskefløde
½ dl. lemon curd
2 dl. græsk yoghurt
1 usprøjtet citron
2 pasteuriserede æggeblommer
½ dl. sukker
 
Frugter til frugtsalat på toppen (eller andet topping efter, havd du har lyst til)

Stil seks glas i fryseren.
Pisk fløden til flødeskum. Pisk lemon curd i, når det er ved at være stift. Vend derefter yoghurten i flødeskummet. 
Vask citronen i lunkent vand og riv skallen. Rør citronskal i massen. Pisk æggeblommer og sukker luftigt. Vend det i massen med en dejskraber. Fyld de frosne glas med parfaitmassen. Stil i fryseren i mindst 2 timer.
Skær frugterne i skiver, bland dem og stil dem i kølskabet, indtil parfaiten skal serveres - drys eventuelt lidt sukker over frugterne.
Når parfaiten skal serveres, er det en god idé at tage dem ud af fryseren en 10 minutters tid før, så de ikke er stenhårde, når de kommer på bordet.

lørdag den 20. oktober 2012

Kanelkage

Der skulle selvfølgelig ikke kun én ting i gaven til Bedste-veninden (det ville i hvert fald ligne mig dårligt). Temaet var stadig kanel, og det første, jeg tænkte på, da jeg skulle planlægge gaven, var kanelkage. Ingen kanel-fødselsdagsgave uden kanelkage!

Kanelkage er nok den kage, hvor jeg altid er sikker på, at resultatet bliver luftigt og svampet - det er sandsynligvis kærnemælkens skyld. Og så er glasuren yndlingsglasuren med en lille snert af kaffe, og hvor den forbliver blød over flere dage. Ikke noget med en hård sukkerskal af glasur her.

Igen, det hele skulle sendes, og derfor valgte jeg at bage små kanelkager og lave dem uden glasur (Bedste-veninde har dog fået et hint om, at glasur kun gør kagen bedre), da glasuren sikkert ville ende med at hænge fast i indpakningen i stedet for kagen. Derfor er billedet også uden glasur, men du må gerne forestille dig et ordentlig lag kakaoglasur oven på - det skulle vist ikke være så svært.

Opskriften kommer med glasur og til en hel bradepande.

 
Kanelkage
 
1 lille bradepande
 
175 gram smør
400 gram sukker
400 gram hvedemel
4 tsk. kanel
2 tsk. natron
½ liter kærnemælk
 
Glasur
50 gram smeltet smør
250 gram flormelis
2 tsk. vaniljesukker
1 spsk. kakao
4 spsk. kaffe 
 
Smørret smeltes, afkøles og røres sammen med sukkeret.
Hvedemel, kanal og natron blandes sammen og sigtes i sukkerblandingen skiftevis med kærnemælken.
Kagen bages ved 200 grader C. i ½ time.

Glasuren røres sammen i en gryde over middelvarme og smøres over den let afkølede kage.