Viser opslag med etiketten creme fraiche. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten creme fraiche. Vis alle opslag

torsdag den 30. august 2012

Gulerodstærte

Jeg kan rigtig godt lide tærter. Især kan jeg godt lide dem, fordi jeg hver gang, inden jeg går i gang, bilder mig selv ind, at det er hurtigt mad. Og det er det jo egentlig ikke, hvis man ser på tilberedningstiden, for de fleste tærter skal jo være i ovnen i i hvert fald en halv time, og dejen skal have lov til at hvile.

Denne her tærte er én slags tilbehørstærte: en tærte med gulerødder. Igen, tærten er jo egentlig nem at lave, men hvis du ikke har et råkostjern eller andet, der kan hjælpe dig med at skære gulerødderne i tynde strimler, så tager det altså en del tid at gøre det manuelt. Jeg gjorde det med en kartoffelskræller, og jeg nåede at blive rimelig træt af den monotone bevægelse.

Men når det så er sagt, så smager tærten altså godt og er også et fint - og anderledes - alternativ til det lidt mere traditionelle tilbehør. Vi fik frikadeller til, og her passede tærten rigtig godt til.

Opskriften er fra "Tænd på tærter", hvor créme bruléetærten også var fra.



Gulerodstærte

1 tærte

Tærtedej
100 gram speltmel, havregryn, durummel eller lignende
100 gram hvedemel
50 gram smør
50 gram creme fraiche (eller fromage fraiche)
½-1 dl. vand
½-1 tsk. salt

Smørret smuldres ud i de to meltyper. Resten tilsættes, og dejen æltes hurtigt sammen. Lad dejen hvile i ½ time i køleskabet, inden du ruller den ud og beklæder tærtefomen med den. Prik dejen med en gaffel og forbag bunden ved 200 grader i 20 minutter.

Tærtefyld
800 gram skrællede gulerødder
1 dl. rosiner (undlod jeg, da gemalen ikke er begejstret for varme rosiner)
1 tsk. tørret mynte
2 spsk. citronsaft
1 tsk. salt
1 dl. revet ost
1 spsk. sesamfrø
1 spsk. nigellafrø (havde jeg ikke lige på lager)

Æggemasse
2 æg
3 dl. minimælk
1 spsk. maizene
1 tsk. salt
1/4 cayennepeber

Snit gulerødderne i tynde skiver. Bland dem med rosiner, mynte, citronsaft og salt. Pisk alle ingredienserne til æggemassen sammen. Fordel fyldet ud i den forbagte tærtebund, hæld æggemassen over og drys med ost, sesamfrø og nigellefrø. Bag tærten i ovnen ved 190 grader i cirka 40 minutter, til æggemassen har sat sig.

onsdag den 13. juni 2012

Blomkåls-tzatziki

Én af mine yndlingstilbehør til aftensmaden kan findes i "Meyers Salatværksted", men det skal da ikke være en undskyldning for at dele den her.

Det er blomkåls-tzatziki, og jeg er simpelthen faldet for blomkålet, som giver bid til retten krydret med hvidløget, som giver tzatziki-smagen. Opskriften er oprindeligt med græsk yoghurt, men det har jeg aldrig i huset, så derfor plejer jeg at bruge creme fraiche; uden problemer i øvrigt.


Blomkåls-tzatziki

1 blomkålshoved
Salt
1 pundt purløg
2½ dl. creme fraiche (eller græsk yoghurt)
1 fed hvidløg
1 spsk. olivenolie
Peber

Fjern bladene fra blomkålen og skyl den grundigt. Del den i mindre buketter og blanchér dem kort (30 sekunder) i kogende vand med salt. Køl hurtigt buketterne ned med koldt vand.

Skær purløget fint og pres hvidløget. Bland det hele sammen med creme fraichen og olivenolien. Vend blomkålsbuketterne sammen med dressingen og smag til med salt og peber.

Rist eventuelt nogle solsikkekerner (eller græskarkerner) på panden og top med dem og resten af purløget.

tirsdag den 1. maj 2012

Hjemmelavet kartoffelsalat

Kom sol, kom sommer - ja tak!

Det gode vejr indbød jo helt klart til grillning - og det var også meningen, at aftenen skulle have været tilbragt nede i én af byens parker med en tændt grill. Men efter at have været i syv butikker og kigget efter de kulbriketter, som vi gerne vil bruge til vores grill (sådan nogle, der er hurtigt klar og ikke er varme i flere timer), måtte vi erkende, at det ikke var til at opdrive.

Så kartoffelsalaten er blevet indtaget herhjemme og serveret med pølser der, i mangel på den ægte vare, er lavet på grillpanden.

Målene er cirka-mål, for du kan selvfølgelig tilføje mere creme fraiche, hvis du vil have mere dressing. Og kartoffelmængden alt efter, hvor sulten du er. Kartoffelsalaten smager helt klart bedst med nye kartofler, men den kan sagtens laves med almindelige kartofler, som jeg har gjort her.



Kartoffelsalat

300 gram kartofler
4 spsk. creme fraiche
1 tsk. sennep
4 forårsløg
Salt og peber

Skræl kartoflerne, skær dem i mindre stykker og kog dem. Hvis du bruger nye kartofler, så vask dem, inden du koger dem, og skær dem så først i mindre stykker, efter de er kogte. Om du vil pille dem eller ej, er en smagssag. Køl kartoflerne af.
Mens kartoflerne køler af, laver du dressingen. Skær forårsløgene i tynde ringe. Bland creme fraiche og sennep sammen med salt og peber. Vend de kolde kartofler sammen med dressingen og forårsløgene.
Server som her med en grillet pølse, men frikadeller, eller hvad du nu har lyst til.