Kom sol, kom sommer - ja tak!
Det gode vejr indbød jo helt klart til grillning - og det var også meningen, at aftenen skulle have været tilbragt nede i én af byens parker med en tændt grill. Men efter at have været i syv butikker og kigget efter de kulbriketter, som vi gerne vil bruge til vores grill (sådan nogle, der er hurtigt klar og ikke er varme i flere timer), måtte vi erkende, at det ikke var til at opdrive.
Så kartoffelsalaten er blevet indtaget herhjemme og serveret med pølser der, i mangel på den ægte vare, er lavet på grillpanden.
Målene er cirka-mål, for du kan selvfølgelig tilføje mere creme fraiche, hvis du vil have mere dressing. Og kartoffelmængden alt efter, hvor sulten du er. Kartoffelsalaten smager helt klart bedst med nye kartofler, men den kan sagtens laves med almindelige kartofler, som jeg har gjort her.
Kartoffelsalat
300 gram kartofler
4 spsk. creme fraiche
1 tsk. sennep
4 forårsløg
Salt og peber
Skræl kartoflerne, skær dem i mindre stykker og kog dem. Hvis du bruger nye kartofler, så vask dem, inden du koger dem, og skær dem så først i mindre stykker, efter de er kogte. Om du vil pille dem eller ej, er en smagssag. Køl kartoflerne af.
Mens kartoflerne køler af, laver du dressingen. Skær forårsløgene i tynde ringe. Bland creme fraiche og sennep sammen med salt og peber. Vend de kolde kartofler sammen med dressingen og forårsløgene.
Server som her med en grillet pølse, men frikadeller, eller hvad du nu har lyst til.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar