lørdag den 21. juli 2012

Kirsebærmuffins

Jeg kommer oprindeligt fra Kerteminde, og der er inden for de seneste år kommet en ny tradition til i byen: kirsebærfestival.

Hele byen går kirsebær-amok, og de små, søde bær kan købes i alle butikker med respekt for sig selv. Derudover byder festivalen på masser af boder med ting og sager - også de søde af slagsen - gadecaféer, en speciel kirsebær-soft ice i Vaffelhuset og meget mere. Det store højdepunkt for mig plejer at være madteltet, hvor der gerne er masser af smagsprøver, og der kan købes forskellige specialiteter.

I år havde jeg ikke mulighed for at være der om lørdagen, som normalt er den dag, hvor der sker mest. Men så kan Kirsebærfestivalen da bare komme til mig. Jeg var nemlig et smut i Kerteminde om fredagen, inden festivalen gik i gang, men hvor man allerede kunne købe kirsebær. Derfor kom der en pakke kirsebær med mig hjem, så jeg kunne kreere de fine kirsebærmuffins.

Muffinsene tager udgangspunkt i dejen til chokoladekagen med jordbær og kirsebær, hvor kirsebærrerne denne gang bare kom i dejen. De giver et fint men alligvel blødt bid til muffinsene, og der kan sagtens komme flere i, end jeg gjorde. Og så har muffinsene bare en rigtig god chokoladesmag!


Kirsebærmuffins

Cirka 9 stk.

65 gram smør
½ dl. vand
Korn af ½ vaniljestang
150 gram lyst rørsukker
2 æg
100 gram hvedemel
35 gram kakao
½ tsk. bagepulver
80 gram kirsebær (gerne mere)

Fjern stenen fra kirsebærrerne og skær dem i mindre stykker. Smelt smør og vand i en gryde. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og mas dem sammen med en lille del af sukkeret. Kom vaniljesukker, resten af rørsukkeret og æggene op i en skål og pisk det til en tyk, hvid æggesnaps. Bland mel, bagepulver og kakaopulver sammen og sigt det ned i æggemassen. Vend det forsigtigt sammen. Hæld til sidst den smeltede smørblanding ned i dejen lidt efter lidt og vend det sammen. Vend til sidst kirsebærrerne i dejen og vend dem rundt i dejen.

Fordel dejen i 9 muffinsforme og bag kagerne ved 175 grader i 20-25 minutter, til der ikke hænger dej ved, når du stikker en lille pind ned i muffinsene. Afkøl kagerne på en bagerist.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar