torsdag den 11. oktober 2012

Fudge med peanuts

En bedre betegnelse er nok nærmere hjemmelavet snickers - so what's not to like? Jeg har i hvert fald svært ved at holde mig væk fra bøtten, så jeg forudser, at de ikke overlever mange dage.

Opskriften er utrolig nem at følge, og det hele tager maks et kvarter at lave. Fudgemassen er også hurtig til at stivne i køleskabet, så du behøver ikke at vente længe på at kunne sætte tænderne i dem. Jeg har tidligere afprøvet opskrifter, hvor der skal indgå kondenseret mælk, men der har jeg oplevet, at karamelmassen er blevet grynet (vist nok fordi, den bliver for varm). Det er ikke noget, der gør noget for smagen; det ser bare ikke så pænt ud. Men med denne her opskrift, så lykkedes det hver gang, så den holder jeg mig til fremover.

Glukosesirup kan findes i de store supermarkeder - jeg fandt mit i Kvickly ved de øvrige bageartikler.


Fudge med peanuts

Cirka 20 stk.

1½ dl. piskefløde
75 gram vaniljesukker
75 gram sukker
½ dl. sirup
25 gram smør
1 spsk. glukosesirup
50 gram saltede peanuts

Chokolade til overtræk

Rør piskefløde, vaniljesukker, sukker og sirup sammen i en gryde. Bring det i kog og lad det koge op til 120 grader. Hvis du har et sukkertermometer, sætter du det i gryden med det samme. Hvis du ikke – ligesom mig – har et, så dryp lidt af massen i en skål med koldt vandt. Når du kan trille en kugle af det, så er det klart.

Når massen er klar, rører du smør og glukosesirup i og lader det koge i 1 minut. Tag det af varmen og rør peanuts i.

Hæld fudgemassen i en form beklædt med bagepapir. Stil det i køleskabet, til det er afkølet og stivnet – et par timer men gerne natten over. Tag fudgen ud af formen, skær den i passende stykker og overtræk dem med smeltet chokolade. Opbevares køligt (hvis du opbevarer i køleskabet, har de godt af at blive taget ud et lille stykke tid før, da de ellers godt kan være en kende hårde).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar