søndag den 19. februar 2012

Fastelavnsboller

Det første indlæg på bloggen bliver - meget originalt - fastelavnsboller. Jeg har to opskrifter, som jeg skifter lidt imellem: den ene er de fastelavnsboller, som min mor altid lavede, da jeg var barn, så de er ren nostalgi for mig.

Den anden er fra bogen "God mad let at lave" og er den klassiske med creme indeni. Det er den opskrift, som jeg brugte denne gang.



Bollerne bliver rigtig luftige, og dejen er utrolig nem at arbejde med, selvom den kan føles fedtet. Cremen i sig selv har ikke den store smag, men vi spiste også bollerne, da de var helt kolde - kan forestille mig, at smagen af vanilje vil være mere udtalt, når bollerne er lune. Ellers kan der jo altid ryge en hel vaniljestang i cremen i stedet for den halve, som der står i opskriften. Og med kardemommen i bolledejen, så er det altså en herlig mundfuld.

Fastelavnsboller
8 stk.

75 gram smør
3/4 dl. mælk
12 gram gær
½ æg
2 spsk. sukker
½ tsk. kardemomme
Mel

Creme
1 æg
2 spsk. sukker
3 spsk. majsstivelse
2 dl. mælk
Korn fra ½ vaniljestang

Smelt smørret og tilsæt mælken. Rør gæren ud i blandingen, når den er lillefingervarm. Tilsæt æg, sukker og kardemomme. Rør mel i og ælt dejen glat. Lad dejen hæve lunt til dobbeltstørrelse - cirka 1 time.

Imens laver du cremen: Pisk æg med halvdelen af sukkeret, majsstivelsen og halvdelen af mælken i en gryde. Tilsæt resten af mælken og pisk over middelvarme, til cremen bliver tyk. Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og "tvær" kornene rundt i resten af sukkeret, så kornene bliver adskilt. Tag gryden af varmen og pisk vaniljesukkeret i. Hæld cremen i en skål, put film over - helt ned til cremen, så der ikke dannes skind - og sæt i køleskabet.

Del dejen i otte dele og rul dem ud til cirkler. Put en spiseske creme på hver cirkel og luk dem som en pose. Tryk dejen godt sammen, så cremen ikke flyder ud, når bollerne bages. Sæt bollerne på en bageplade med lukningen nedad. Tænd ovnen på 200 grader og lad bollerne hæve, mens ovnen varmes op.

Bag bollerne i cirka 15 minutter til de er lysebrune, køl dem af, pynt med glasur og servér.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar