Enden på det hele blev, at jeg endte med at købe et glas med figen og appelsinsmør, som by the way dufter helt fantastisk. Sådan et pålæg lægger op til, at der skal ekstra godt brød nedenunder, så jeg blev i dag nødt til at bage mormorbrød - ærgerligt, ærgerligt! Opskriften på mormorbrød er fra "Meyers Bageri", og det er et af de slags brød, som (næsten) kan tygges med øjenvipperne. Og så blev det bestemt ikke dårligere af at få et lag figensmør ovenpå.
Mormorbrød
2 stk.
2 dl. lunkent vand
2 dl. lunken mælk
30 gram gær
2 æg
10 gram havsalt
50 gram sukker
800 gram hvedemel
50 gram blødt smør
Hæld vand og mælk i en skål og rør gæren ud deri. Tilsæt salt, sukker og æg og rør det sammen. Ælt melet i, og når dejen begynder at blive fast, æltes smørret med. Dejen er æltet færdig, når den slipper skålen, og smørret er æltet helt ind. Lad dejen hæve cirka én time.
Del dejen i to dele og form dem til brød. Sæt dem på en bageplade og lad dem hæve til dobbelt størrelse - cirka ½-1 time.
Bag dem ved 200 grader i cirka 20 minutter og køl dem af på en bagerist.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar