onsdag den 29. august 2012

Chokoladeroulade

Weekenden gik for vores vedkommende med at være i Århus og omegn med min familie - en weekendtur, som min mormor og morfar havde fået i guldbryllupsgave.

Det tager jo sin tid at køre derop fra Fyn af, og derfor skal man også have noget at styrke sig på, når man når frem. Så jeg havde lavet en chokoladeroulade hjemme fra og tog den med derop. Mmm, at kunne sætte sig på hyttens terrasse i solen og smovse kage (min mor havde taget Den du ved nok med, så der var nok at vælge imellem).

Opskriften er den samme som ved hindbærroulade; jeg har bare tilsat vanilje og kakao til dejen og udskiftet fyldet med chokolademousse.

Chokolademoussen nåede at trænge ind i selve rouladen (nok en anelse for meget, så man næsten ikke kunne se fyldet), men den smagte, som den skulle alligevel. Hvis du nu er smart - og ejer en større tålmodighed end mig - så laver du chokolademoussen noget tid i forvejen, så den kan nå at sætte sig, inden den smørres på kagen. I stedet for at gøre som mig og lave det hele på én gang og så bare rulle det hele sammen, fordi jeg ikke gad vente længere. Ved at vente vil du nok også få et pænere, mere jævnt lag fyld.

 
Chokoladeroulade
 
1 stk.
 
3 æg
1½ dl. sukker
1 dl. mel
1 dl. kartoffelmel
1½ tsk. bagepulver
2-3 spsk. sukker
½ vaniljestang
20 gram kakao
 
Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og mas dem sammen med noget af sukkeret. Pisk æg, vaniljesukker og resten af sukkeret hvidt og luftigt. Bland mel, kartoffelmel, kakao og bagepulver sammen og bland det i æggemassen til en glat dej. Kom et ark bagepapir i en bradepande og smør dejen ud på bagepapiret i et jævnt lag. Bag midt i ovnen ved 250 grader i cirka 5 minutter.
 
Læg et nyt stykke bagepapir på bordet og drys sukker på det. Vend den bagte kage ud på bagepapiret. Pensl eventuelt med vand på oversiden af papiret, så kagen lettere slipper papiret. Lad kagen køle af.
 
Chokolademousse
225 gram chokolade
4 spsk. vand
30 gram smør
3 pasteuriserede æggehvider
3 pasteuriserede æggeblommer
50 gram sukker
1 1/4 dl. piskefløde
 
Hak chokoladen fint. Kom chokoladen og vand op i en skål og lad chokoladen smelte over vandbad. Tag skålen af varmen og rør smørret i den smeltede chokolade. Rør derefter æggeblommerne i, til det hele er godt blandet. Lad blandingen køle af.
 
Pisk æggehviderne skummende, til de danner bløde toppe. Tilsæt langsomt sukkeret og pisk, til æggehviderne er stive. Pisk nogle skefulde af æggehviderne i den afkølede chokoaldeblanding.
 
Pisk fløden til flødeskum. Hæld flødeskummet over chokoladeblandingen og derefter resten af æggehviderne over flødeskummet. Vend det hele forsigtigt sammen. Sæt chokolademoussen i køleskabet i mindst tre timer, til den har sat sig.
 
Smør chokolademoussen ud på kagen og rul rouladen sammen. Stil den i køleskabet, til den skal spises - gerne natten over, så den kan nå at sætte sig. Inden servering kan du pynte rouladen. Jeg valgte at bruge hvid glasur og frysetørrede hindbær.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar