tirsdag den 16. april 2013

Fondant af chokolade og Mars

Jeg har i længere tid gået og luret på de små opskriftsbøger, hvor hovedingredienserne er for eksempel Chamallows, Twix, Nutella, ketchup og så videre. Der er blevet bladret i dem nogle gange, men de er aldrig røget i indkøbskurven, Indtil gemalen en dag lagde to styks ned i kurven, da vi var ude at handle.

Én af bøgerne var med Mars, og øjnene faldt straks på opskriften på chokoladefondant med Mars på toppen. Det tilhørende billede gjorde bestemt kun beslutningen nemmere. Lad mig afsløre med det samme, at jeg aldrig rigtig formår at "vende æggehvider i massen" på en måde, så luften bevares - men det gjorde jeg med denne opskrift. Så den er med det samme dømt som idiotsikker på dét punkt.

Og som en bonus smager kagen også rigtig godt! Gør Marsstykkerne på toppen noget for den? Ikke rigtig, så skal der i hvert fald flere Marsbarer til, så stykkerne fylder hele toppen, for langt de fleste stykker er "bare" chokoladekage. Men server den med et stykke godt vaniljeis til; det vil du ikke gå galt i byen med. Jeg har tænkt mig at bruge opskriften på selve kagen som en grundopskrift og eksperimentere lidt med den - måske noget appelsin i dejen med nødder på toppen...

 
Fondant med chokolade og Mars
 
350 gram mørk chokolade
160 gram smør
60 gram flormelis
10 gram mel
5 æg
1 knsp. salt
2 Mars skåret i små stykker
 
Bræk chokoladen i små stykker og smelt den vandbad sammen med smørret. Rør smeltet smør og chokolade godt sammen og tilsæt flormelis og mel. Skil æggehviderne fra æggeblommerne; tilsæt æggeblommerne til dejen én ad gangen. Pisk æggehviderne stive med salt. Vend dem forsigtigt i dejen.
Hæld dejen i en springform beklædt med bagepapir. Drys Marsstykkerne over og bag kagen i 20-25 minutter ved 180 grader. Den skal være blød inden i. Lad kagen køle helt af, inden den tages ud af formen. Server med creme fraiche eller vaniljeis.

lørdag den 6. april 2013

Makronmuffins

Når man er til påskefrokost, skal der gerne være en sød afslutning. Og den medbragte jeg blandt andet i form af makronkage. En rigtig nem kage, som har en sprød top med en svampet indre. Kagen blev her bagt som muffins, men den kan selvfølgelig også bages som bradepandekage.

Den vil falde lidt sammen, når den kommer ud af ovnen - det er meningen, så du skal ikke tro, at den er blevet bagt forkert.


Makronmuffins

Ca. 20 stk.

300 gram sukker
3 æg
2½ tsk. mandelessens
125 gram knuste makroner
125 gram mel
125 gram smeltet smør

Æg og sukker piskes sammen med mandelessensen. Derefter røres de knuste makroner i. Mel og smør tilsættes og røres i. Fyld dejen i muffinsforme og bag dem ved 200 grader i 15 minutter.

søndag den 31. marts 2013

Bagt hvid chokolade

Bagt hvid chokolade er først blevet min viden omkring søde sager for et par dage siden - og det forstår jeg simpelthen ikke! Det er nemt at lave, og så smager det piv godt. Udseendet minder en kende om de vitaminpiller, jeg spiste som barn, men smagen er langt bedre.

Når du bager hvid chokolade, får det en karamelsmag (og undervejs dufter der af Kinderæg, når du åbner ovnen). Dog er det ikke et projekt, du skal lave, hvis du har andet vigtigt at tage dig til, for der skal røres én gang hvert tiende minut. Så ikke noget med at sætte dig for godt til rette i sofaen.


Bagt hvid chokolade

Tænd ovnen på 110 grader. Hak hvid chokolade fint. Læg det i en bageplade i et tyndt lag og sæt det i ovnen. Herefter skal du røre i det hvert 10. minut i cirka én time. Chokoladen går igennem nogle faser, hvor det starter med at smelte og bliver grynet midt i processen. Så giv ikke fortabt undervejs. Chokoladen er færdig, når den har fået en gyldenbrun farve. Hæld den i en form, stil formen på køl og tryk chokoladerne ud, når de har sat sig.

fredag den 29. marts 2013

Harernumser

Ja, det er ikke ligefrem et navn, hvor man tænker på påskeguf. Men det er det ikke desto mindre; måske af den slags, man ikke ser så tit. Jeg skal være ærlig og sige, at udseendet nok er bedre end smagen - eventuelt kan du bruge marcipan til kroppen, så højner det nok smagen.

Men søde ser de ud! Og hvis du bruger købe-småkager, så er de også hurtige at lave.


Harernumser

Smelt chokolade over vandbad. Tag halvdelen fra og put den i en sprøjtepose. Klip en skumfidus i mindre stykker, hvis du ikke har dem i mini-udgaven. Med chokoladen i sprøjteposen tegner du hoved og ører med chokolade. Dyp en småkage i den resterende chokolade (køb småkagerne eller bag nogle helt enkle med vaniljesmag og stik dem i små cirkler) og læg den, så den dækker den nederste halvdel af hovedet. Slut af med et stykke skumfidus som hale. Fortsæt med at lave harernumser, til du enten løber tør for chokolade eller småkager.

torsdag den 28. marts 2013

Påskeæg 2013

For nogle uger siden modtog jeg en dejlig pakke fra Odense Marcipan med marcipan, nougat og chokolade. Den pakke kom det helt rigtige sted hen, hvis jeg selv skal sige det! Og når det nu er påske, så er der jo ikke noget, der er mere oplagt, end at lave en påske-guf-pakke til min mor og lillesøster (det, der så ikke kan være i pakkerne, beholder jeg selv!).

Pakken indeholder harernumser, bagt hvid chokolade, nougatæg, hindbær-æg og marcipan/nougatsnurrer. Den bagte hvide chokolade og marcipan/nougatsnurrerne kommer i senere indlæg.

 
 
Hindbæræg
 
Marcipan lægges ud på køkkenbordet. Frysetørrede hindbær kommes op i en si, som du "kværner" dem igennem. Hindbærdrysset æltes ind i marcipanen. Der skal forholdvis meget hindbærdrys til, før det smager af noget, så smag til hen ad vejen. Dyp i chokolade og drys med frysetørrede hindbær.
 
 
Nougatæg
 
Smelt sukker på panden - pas på, det ikke brænder på. Rør mandler i det smeltede sukker, til de er godt dækkede. Læg mandlerne ud på et skærebræt og lad dem køle af. Smelt imens nougaten over vandbad. Hak mandlerne med en savtakket kniv og rør dem i den smeltede nougat. Hæld blandingen i en beholder og sæt den i køleskabet, til blandingen er blevet fast. Form små æg og sæt dem i køleskabet igen, inden de dyppes i chokoladen.
 

 
Marcipan/nougatsnurrer

Start med at lægge både marcipan og nougat i køleskabet et kvarters tid. Brug en ostehøvl til at skære ned langs marcipanen og nougaten. Læg eventuelt flere skiver sammen, så de bliver tykkere. Skær hver skive i tre aflange stykker. Tag ét stykke marcipan og ét stykke nougat og sno dem om hinanden. Nip marcipanen af, når der ikke er mere nougat. Skær eventuelt stykkerne over i to, inden de dyppes i chokolade.

fredag den 22. marts 2013

Æblecrumble

Når der er X-Factorfinalen, skal der selvfølgelig kage til (der skal ikke så meget til at finde en anledning herhjemme). Jeg havde æbler liggende, som skal bruges til madlavning senere på ugen, og en tærte i ovnen. Som enhver kan regne ud, blev det til æblecrumble bagt på ovnens eftervarme.

Jeg bagte dem i små portionsforme, fordi det ikke skulle være et større kageorgie. Hvis du vil lave dem ekstra velsmagende, så riv noget marcipan og bland det sammen med toppingen. Og så med en klat creme fraiche til, mmm...


Æblecrumble

½ kg. æbler
50 gram smuttede, hakkede mandler (eller med skal, hvis du er doven ligesom mig)
1 spsk. sukker
1 tsk. kanel

75 gram mel
75 gram makronrasp
100 gram smør
3 spsk. sukker

Æblerne skrælles, skæres i både og lægges lagvis med mandler, sukker og kanel i et ovnfast fad. De øvrige ingredienser smuldres sammen. Blandingen fordeles over æblerne. Kagen bages i ovnen ved 200 grader i 30-40 minutter. Serveres lun med iskold cremefraiche.

søndag den 17. marts 2013

Citronspecier

Når nu vinteren åbenbart ikke har tænkt sig at slippe sit tag, og det eneste tegn på forår er påskeliljer og gerbera i vindueskarmen, så kan man passende bage vintersmåkager: specier. Og selvfølgelig ikke hvilke som helst specier, men nogle af citron-slagsen. Specier er i hvert fald for mig lig med jul og dermed kolde tider.

Opskriften er fru Blomsterbergs. Jeg bagte dem første gang til min mormor og morfars guldbryllup som en del af deres gave - og fortrød mange gange, at jeg ikke bagte nogen til os selv også. Så det er der siden blev rådet bod på. Den eneste ændring, jeg laver, er, at jeg nok skærer dem lidt tykkere, end der står i opkriften. Jeg kan nemlig godt lide, når småkager ikke er super-sprøde. Hvis du ikke vil bage alle småkagerne på én gang, kan du fryse rullerne. Skær småkagerne ud af den frosne rulle, når du vil bage dem og lad dem tø op, mens ovnen varmer.


Citronspecier

Cirka 25 stk.

½ vaniljestang
300 gram mel
225 gram smør
125 gram flormelis
Revet skal fra 1 citron

Flæk vaniljestangen på den lange led og skrab kornene ud med en lille kniv. Mas vaniljekornene og lidt af flormelissen sammen med en paletkniv, så kornene skilles ad.

Ælt alle ingredienserne sammen til en ensartet dej, der formes til én (eller flere) lang pølse med en diameter på cirka 6 centimeter. Læg den i køleskabet en times tid og skær den herefter i ¾ centimeter tykke skiver.

Bag skiverne let gyldne på bagepapir ved 180 grader i 12-15 minutter. Afkøles på bagerist og opbevares i tætsluttende dåse.

mandag den 4. marts 2013

Citronsandkage

Når solen skinner på den første forårsdag, så bliver man jo nødt til at lave en lækker kage! Igen, igen faldt valget på noget med citron - skal og saft blandet i den nemmeste dej til den lækreste kage. Vupti, sådan blev citronsandkagen til.

Kagen smager dejligt i sig selv, men en citronglasur ville bestemt kun gøre den bedre. Citronen smager nemlig ikke så meget igennem, så hvis du gerne vil have en mere "sur" smag, så put eventuelt mere saft i - eller lav glasuren.

Grundopskriften på sandkagen er fra "God mad - let at lave".


Citronsandkage

1 form på 1½ liter

200 gram smør
200 gram sukker
½ vaniljestang
4 æg
Saft af ½ citron
Skal af 1 citron
200 gram mel

Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen. Mas kornene sammen med lidt af sukkeret. Pisk smør, sukker og vaniljesukker sammen til en luftigt masse. Kom citronskal og -saft ned i skålen. Rør æggene i ét ad gangen. Sigt melet ned i blandingen og vend det forsigtigt ind i dejen. Bag kagen ved 175 grader i 50-55 minutter på én af de nederste ribber i ovnen. Lad kagen køle af, inden du eventuelt kommer glasur på.

torsdag den 28. februar 2013

Fynske fedtebrød

I begyndelsen af december måned snakkede min mor om, at hun gerne ville smage fedtebrød igen, for det var så laaaang tid siden *hint hint*. Og da jeg samtidig sad med en gammel Kirsten Hüttemeier kogebog i hænderne, så lå tanken jo lige for. Derfor blev der bagt fynske fedtebrød op til jul.

Hvis du ikke kan lide kokos, skal du ikke bage fedtebrødene, for kokos udgør mere eller mindre halvdelen af kagen. Men når det er sagt, så smager de altså godt - specielt med glasur på. Hvis du vil have lidt modspil til de søde småkager, så lav glasuren med citronsaft.

Opbevar kagerne i en tætsluttende kagedåse og kom først glasur på, når de skal spises. Ellers bliver de bløde - men smager stadig godt, skulle jeg hilse at sige.


Fynske fedtebrød

Cirka 50-60 stk.
 
250 gram kokosmel
250 gram mel
250 gram sukker
1 tsk. bagepulver
250 gram smør
1 æg
 
Pynt
125 gram flormelis
2 spsk. kogende vand
Kokosmel
 
Kokosmelet blandes i det sigtede mel med bagepulver. Sukkeret tilsættes, og smørret hakkes i. Til sidst tilsættes det sammenpiskede æg. Dejen æltes og rulles aflangt ud. Dejen skal udskæres til mindre trekanter – ikke for store – og lægges over på en bageplade og bages ved 200 grader i 7-8 minutter. Lad dem køle af.
 
Når kagerne skal serveres, smørres de med glasur og drysses eventuelt med kokosmel.

søndag den 24. februar 2013

Klassisk brunsviger

Jeg har tidligere lavet brunsviger med marcipan, som var en lidt opdateret version af den opskrift, jeg plejer at bruge. Men denne gang blev det til en helt klassisk brunsviger, som mor plejede at lave den til mine fødselsdage.

De tre (små) ændringer, jeg har lavet, er mindre gør og dermed mere hævetid (ellers havde den en tendens til at smage af gær) og smør, der æltes ind i dejen, i stedet for smeltet.

Prøv den! Den er god, snasket, fynsk, og lige som den skal være.


Brunsviger

1 mellemstor bradepande

25 gram gær
50 gram sukker
2½ dl. vand (eventuelt mælk)
450 gram mel
50 gram smør

Fyld
200 gram farin
100 gram smør

Gæren opløses med sukker, vand tilsættes, og melet æltes i. Når dejen begynder at blive fast, æltes smøret med. Dejen hæver i 45 minutter. Derefter fordeles den i en bradepande og stikkes spredt med en gaffel.

Smørret smeltes sammen med farinen. Blandingen smøres på kagen, som prikkes igen. Kagen bages i 15 minutter ved 200 grader. Lad den køle af, men servér den gerne lun.

Den kan holde til næste dag, hvis den pakkes ind i en pose eller lignende, men den begynder at blive kedelig på tredjedagen. Men der er sjældent noget tilbage dér, alligevel...

onsdag den 6. februar 2013

Mors fastelavnsboller

Da gemalen smagte de her fastelavnsboller, udbrød han: "Er der ikke creme i?". Nej, det er der ikke, og det skal der heller ikke være (men det giver lidt sig selv, for det her er ikke en dej, man står og fedter med for at rulle den ud og pakke sammen igen). Hvis der skal være creme i, skal det være de her fastelavnsboller.

Næh, det her er fastelavnsboller fra min barndom! Det er dem, som min mor altid lavede til fastelavn, og derfor smagte jeg faktisk først cremeversionen, da jeg selv lavede dem for en fem års tid siden. Jeg havde lidt glemt den her variant, indtil min mor gav mig et par stykker med hjem. De var vist egentlig til fryseren, men så langt nåede de aldrig...

Bollerne har en helt karakteristisk sød smag men uden at være en ren sukkerbombe i munden. Jeg tror, at det er kombinationen af sukker og magarine, som hakkes ud i melet, som giver sådan nogle små søde "områder" i bollerne. Det er for øvrigt vigtigt, at det er margarine. Hvis du bruger smør, så flyder bollerne bare ud i stedet for og bliver til fastelavnsklatter.

Og ja, man skal være rundhåndet med glasuren - men det skal man altid.



Mors fastelavnsboller

Ca. 22. stk.

325 gram mel
¼ tsk. salt
150 gram margarine
50 gram gær
1½ dl. mælk
1 æggehvide
1 æg
75 gram sukker

Mel og salt sigtes sammen. Fast margarine hakkes i. Gær, sukker og mælk røres sammen og hældes i sammen med æggehviden og ægget. Dejen æltes blank, drysses med mel og hæver lunt i 45 minutter.

Dejen æltes igen og sættes på pladen som boller med to gafler. Pensles med æg og efterhæver i 25 minutter. Bages ved 225 grader i 15 minutter. Afkøl på en rist og pynt med glasur og krymmel.

søndag den 3. februar 2013

Hvedeklidsmuffins

Normalt er "hvedeklid" og "muffins" ikke to ord, jeg ville bruge i samme sætning. Men ikke desto mindre er det, hvad jeg har bagt til madpakken i næste uge som en lille snack, når den værste eftermiddagssukkercraving skal holdes væk. Opskriften er fra "Baking Heaven", hvor ejg bare har skiftet vaniljestrakt ud med vaniljekorn.

Nu er muffinsene sikkert ikke så sunde, som navnet lægger op til, men at kalde dem muffins er måske også en tilsnigelse - de smager i hvert fald utrolig sundt! Der er ikke meget sødt med sødt på over dem, men det var jo også meningen, så jeg kan ikke rigtig tillade mig at brokke mig.

Sundheden afhænger også af, hvilken müsli, du vælger, for den honningristede variant får nok sundheden til at falde lidt på skalaen. Hvordan man så får müslien til at hænge fast, er en anden side af sagen...


Hvedeklidsmuffins

Cirka 16 stk.

115 gram smør
100 gram brun farin
2 moste bananer
1 1/4 dl. sødmælk
½ vaniljestang
2 æg
130 gram fuldkornsmel
100 gram hvedeklid
1 tsk. bagepulver
1 tsk. natron
½ tsk. salt
75 gram müsli (gerne med nødder) + ekstra til drys

Skrab vaniljekornene ud af vaniljestangen og mas dem sammen med lidt af den brune farin. Kom smør, farin og vaniljefarin i en skål og pisk det sammen til en luftig konsistens. Tilsæt de moste bananer, mælk og æg. Rør godt, indtil ingredienserne er blandet sammen.

Bland mel, hvedeklid, bagepulver, natron og salt sammen i en anden skål. Tilsæt bananblandingen. Rør ingredienserne sammen til en jævn masse og rør forsigtigt müslien i.

Fordel dejen i muffinsforme og bag dem ved 190 grader i 15 minutter. Tag dem ud af ovnen, drys müsli over og bag dem i 5-10 minutter mere. Lad dem køle af, inden de serveres.

tirsdag den 29. januar 2013

Chokoladehvirvler

Der gik jo ikke mange minutter, inden jeg havde fundet frem til den første opskrift, jeg skulle prøve fra "Baking Heaven" - chokoladehvirvler fra Wien. Dels på grund af det lidt anderledes navn, og dels fordi der ikke kræves de helt store armbevægelser inden for ingredienser, så jeg kunne finde det hele i køkkenskabene uden at handle ind først.

De skal sprøjtes ud med en sprøjtepose, og måske jeg bare har en svag sprøjepose-muskel (det kan meget vel tænkes), men jeg syntes godt nok, at dejen var hård at få ud. Derfor kommer der mere mælk i dejen næste gang. Og så kommer der også nogle flere ingredienser, for selvom småkagerne ikke smager dårligt, så smager de heller ikke fantastisk - egentlig smager de ikke af så meget. Men hvis de pimpes op med noget vanilje og måske smeltet chokolade, så tror jeg ikke, de vil være helt dårlige.

Konsistensen er lidt hen af rutebiler uden på med en blødt indre. Jeg synes i hvert fald ikke, at jeg har smagt småkager med den konsistens før. De skal helt sikkert laves igen, men med de ovenstående ændringer, så der kommer mere chokoladesmag.



Chokoladehvirvler fra Wien

Cirka 15 stk.

200 gram blødt smør
50 gram sigtet flormelis
125 gram hvedemel
1 1/4 tsk. bagepulver
2 spsk. kakaopulver
4 spsk. majsstivelse
1-3 tsk. mælk

Kom smør og flormelis i en skål og pisk det sammen til en luftig konsistens. Sigt mel, kakaopulver, majsstivelse og bagepulver ned i blandingen og rør rundt, så det bliver en jævn masse. Tilsæt tilstrækkelig mælk, så dejen får en konsistens, så den kan bruges i en sprøjtepose.

Fyld blandingen i en sprøjtepose med en stjerneformet tyl og sprøjt derefter 15 hvirvler fordelt på to bageplader. Bag hvirvlerne i ovnen ved 200 grader i cirka 8 minutter, indtil de er faste. Lad dem køle af på en bageplade i ét minut, inden de flyttes over på en rist, hvor de køler helt af.

søndag den 27. januar 2013

Anmeldelse: Baking Heaven

Der stod jeg i Kop&Kande med min ene bøtte krymmel, som skulle bruges til fastelavnsboller; et nemt og sagesløst offer. Og det havde ekspedienten spottet. I hvert fald var han ikke mange sekunder om at spørge, om jeg da ikke kunne tænkte mig det nye kagemagasin, de solgte.

Nu havde jeg egengtlig besluttet mig for, at der ikke skulle bruges flere penge - men, hvem prøver jeg at narre? Jeg er jo en sucker for alt, der har med kager at gøre, og derfor røg bladet også med hjem.

Men det køb fortrød jeg så bestemt ikke. Bare indholdsfortegnelsen fik min mund til at løbe i vand. Der er masser af opskrifter og kun nogle få sider med nyheder inden for kageverdenen. Bladet er delt op i kategorier som "kager", "kiks og småkager" og lignende, så det er nemt at finde rundt i. Og billederne i indfortegnelsen gør det nemt at finde tilbage til en kage uden at skulle bladre det hele igennem. Opskrifterne er nemme at finde rundt i, og billederne er indbydende, så man nærmest ikke kan lade være med at planlægge en tur i køkkenet.

Der er noget for enhver smag og evne med alt fra crumbles, bradepandekager over til popckaes og fondantpyntede sager. Jeg er fan og har allerede sat kryds ved mange af opskrifterne. Så jeg skal helt sikkert have det næste nummer. Og så er det, som ekspedienten sagde, noget andet end det, Mette Blomsterberg laver. Og lidt forandring skader jo aldrig.

 
 
 

mandag den 3. december 2012

Brownie med hvid chokolade og appelsin

Jeg er en hyppig gæst på Anne au Chocolats blog, og min mund løber næsten lige så ofte i vand, når jeg læser opskrifterne. Adskillelige er gemt i mine favoritter.

Og det var også her, at jeg fandt opskriften på brownie med hvid chokolade. For at tilføje lidt jul til opskriften, så har jeg puttet appelsinsaft i dejen. Det giver en frisk smag til kagen, så den ikke er så tung igen. Men det er jo en brownie, så et stykke vaniljeis vil altid gøre sig godt til.

 
Brownie med hvid chokolade og appelsin
1 lille bradepande

200 gram smør
200 gram mørk chokolade
125 gram mel
3 æg
265 gram sukker
½ vaniljestang
½ tsk. salt
150 gram hakket hvid chokolade
Saft fra 1 appelsin
 
Smelt smørret i en gryde, hæld chokoladen deri og lad den smelte. Pres appelsinen og kom saften ned til blandingen. Halver vaniljestangen, skrab kornene ud og mas dem ud i noget af sukkeret. Pisk mel, æg, sukker, vaniljesukker og salt til en luftig konsistens og rør langsomt smør- og chokoladeblandingen i under omrøring. Vend til sidst den hakkede hvide chokolade i. Hæld dejen i en bradepande foret med bagepapir. Bag kagen i cirka 25 minutter ved 200 grader. Lad kagen køle af.
 
Bag gerne kagen før, så den har tid til at sætte sig.

søndag den 2. december 2012

Nougatsmåkager

Disse små nougatsmåkager har lige præcis størrelsen til at blive spist i én mundfuld, så der kan hurtigt ryge et par stykker ned efter hinanden uden problemer.

Opskriften er oprindeligt fra Spis Bedre 7/2011, hvor fyldet er med hindbær. Men nougat er nu engang mere julet end hindbær, så derfor har jeg skiftet fyldet ud. Småkagerne er en kende til den søde side - specielt, når der er nougatfyld i - så skær eventuelt lidt ned på sukkeret, hvis du ikke er for meget til det søde.



Nougatsmåkager

Cirka 25 stk.

2 dl. hvedemel
½ dl. kartoffelmel
½ knsp. salt
100 gram koldt smør
½ dl. sukker

100 gram nougat

Bland mel, kartoffelmel og salt i en skål. Tilsæt det kolde smør i mindre stykker og smuldr det ud i melblandingen med fingrene. Saml det hurtigt til en dej og ælt sukkeret i. Pak dejen ind i plastikfilm og stil den på køl i cirka ½ time.

Rul dejen ud til 2 mm. tykkelse på et meldrysset bord. Stik cirkler ud på cirka 4 centimeter i diameter. Læg cirklerne på en bageplade med bagepapir. Lav et hul i midten på halvdelen af kagerne. Bag kagerne ved 200 grader i cirka 7 minutter, til de er let gyldne. Afkøl dem på en rist.

Smelt nougaten i en skål over vandbad. Put den smeltede nougat i en sprøjtepose og sprøjt det ud på de kager, som ikke har hul. Læg resten af kagerne ovenpå. Sæt eventuelt på køl, indtil nougaten har sat sig. Opbevar i en lufttæt beholder.

lørdag den 1. december 2012

Havregrynskugler

Jul er absolut min yndlingstid på året! Jeg går altid og tæller ned til, hvornår jeg kan tillade mig at gå amok med julepynt, -guf og -kalendre, uden at jeg bliver set på med mærkelige øjne af gemalen (og så taler vi ikke om, at jeg så julekalender i august, bare fordi jeg havde lyst).

Jeg ligger stærkt ud med havregrynskugler. Yderst nemt at lave, og selvom det er noget gris at trille kuglerne, så bliver det i den grad opvejet af, at resultatet er jeg-må-have-en-mere-lækkert. Børn vil helt sikkert elske at lave dem - det gjorde min lillesøster og jeg i hvert fald, da vi var børn og stod i køkkenet sammen med mor.

Nogle af ingredienserne er på gefühl, så man bliver nødt til at prøvesmage en gang imellem for at finde den rigtige smag. Men det har nu aldrig været en dårlig ting.


Havregrynskugler

1½ dl. piskefløde eller mælk
250 gram havregryn
250 gram farin
60 gram smeltet smør
50 gram kakao
Mandelessens
Kaffe
Kanel
Kokosmel

Alle ingredienserne blandes, rulles til små kugler og rulles i kokosmel. Stil dem køligt, til de har sat sig og opbevar dem i en tætsluttende beholder.

fredag den 16. november 2012

Snickerskage

For et par år siden lavede svigermor Snickerskage til mig og manden - og selvom jeg fik opskriften (og en pose peanuts), så fik jeg aldrig gjort hende kunsten efter. Hvor peanutsene så er røget hen, er en helt anden side af sagen.

Men da gemalen og jeg skulle i zoologisk have - for en måneds tid siden, da det stadig var lyst klokken fire om eftermiddagen - og spise kage på yndlingsspottet, hvor der er udsigt til giraffferne, så fandt jeg opskriften frem.

Hvorfor jeg ikke har gjort det noget før, er mig nu en gåde. For hold da op, hvor smager den kage godt! Og så smager den rent faktisk af Snickers! Gemalen syntes, at kagen for en tand for tung, og jeg havde skåret stykkerne for store, men personligt klagede jeg ikke.

Der kom ikke helt så mange peanuts på min kage, som opskriften siger, fordi jeg ganske enkelt ikke havde nok. Det gjorde dog ikke noget, for jeg tror faktisk, at peatnutsene ville have været for dominerende til min smag, hvis de alle var kommet på. Mængden af peanuts i opskriften herunder er den mængde, jeg brugte.

Med det salte fra peanutsene og det søde fra chokoladen, så har denne kage spsist sig vej ind på min skal-helt-sikkert-laves-igen-liste.
 
Snickerskage
 
1 lille bradepande
 
200 gram smør
320 gram sukker
3 æg
240 gram mel
1½ tsk. bagepulver
150 gram peanuts
1 dl. fløde
1 dl. sirup
1 spsk. kakao
2 tsk. vaniljesukker
50 gram sukker
 
100 gram mørk chokolade
1/4 dl. fløde
 
Rør sukker og smør sammen og tilsæt æggene ét ad gangen. Bland mel og bagepulver og rør det til en ensartet dej. Fordel dejen i en bradepande beklædt med bagepapir, drys peanuts over og bag ved 190 grader i 40 minutter.
 
Kom fløde, sirup, kakao, vanilje og sukker i en gryde og giv blandingen et opkog. Hæld karamelblandingen over den varme kage og lad den afkøle.
 
Smelt chokolade og fløde over vandbad og fordel over den afkølede kage.

lørdag den 3. november 2012

Flødeboller med citronskum og marcipanbund

Og i denne tids anledning; forklædt som små spøgelser. Ja, jeg ved godt, at det egentlig var i onsdags, men vi fejrer ikke Halloween herhjemme, så det var først i dag, at jeg lavede flødebollerne og var en kende kreativ. Når man prøver at begrænse de søde sager til weekenden, må traditioner nogle gange komme i anden række (bortset fra jul; der må der spises søde sager hele måneden hjemme hos os).

Da jeg synes, at hvid chokolade godt kan være (for) sødt, så valgte jeg, at flødebollerne skulle have et lidt syrligt skum, så det ikke blev alt for kvalm, når bundene nu også var marcipan. Og det fungerer bare rigtig godt! Mums, de er gode - og meget godt, at jeg ikke lavede dem større, for så havde vi for alvor forspist os.

Opskriften på skum er den samme som ved hindbærflødebolle-toppingen - hindbær skiftes bare ud med citronsaft og -skal. Og så det der med at komme chokolade på... Den hvide chokolade er en kende besværlig at arbejde med, da den ikke flyder ud på samme måde som mælkechokolade. Men det lykkedes mig at overtrække flødebollerne ved hjælp af en pensel - efter at have tabt nogle af den ned i chokoladen, fordi jeg ville prøve at dyppe dem. Så de har ikke et glat look, men så kan man jo se, at de er hjemmelavede, hvilket bestemt ikke er nogen skam.



 Flødeboller med citronskum og marcipanbund

7 små flødeboller

50 gram marcipan
100 gram hvid chokolade

Mørk chokolade/nougat til øjne

Flødebolleskum
150 gram sukker
½ dl vand
75 gram pasteuriserede æggehvider
1 citron

Skær skiver af marcipanen i en ½ centimeters tykkelse. Læg dem på en bageplade og bag dem ved 180 grader i 5 minutter - hold øje med, at de ikke bliver mørke; de skal kun lige have farve i kanten.

Riv skallen af den halve citron og pres saften af den hele. Hæld vand og sukker i en gryde og lad det koge op i to minutter. Pisk imens æggehviderne let. Tilsæt derefter sukkerlagen langsomt og pisk æggehviderne stive med en håndpisker i 15 minutter, så æggehviderne bliver meget stive. Pisk citronsaft- og skal med den sidste halvdel af tiden.

Kom det færdige flødebolleskum i en sprøjtepose og sprøjt det ud på bundene - vær opmærksom på, at skummet udvider sig, når det kommer i ovnen. Kom flødebollerne i ovnen ved 180 grader og bag dem i 5 minutter, så skummet får en fast overflade.

Hak den hvide chokolade og smelt 2/3 i en skål over vandbad. Tag skålen af varmen og smelt den resterende chokolade i den allerede smeltede del. Overtræk (pensl eller dyp) flødebollerne med chokolade og sæt dem på køl, indtil chokoladen er fast. Smelt mørk chokolade eller nougat og lav små øjne på flødebollerne.

Opbevar dem i et køligt rum, indtil de skal spises.

fredag den 26. oktober 2012

Citronparfait

Når vinteren nu lader til at være kommet til Danmark, så er det nogle gange bare rigtig dejligt at snige lidt sommer ind ude fra køkkenet.

Det valgte jeg at gøre for et par dage siden, da jeg lavede citronparfait. Det var virkelig smagen af sommer! Konsistensen minder om yoghurtis, og citronen giver ikke en sur, mund-sammensnørende smag men giver noget syre til at balancere den ellers søde pafait-masse. Den oprindelige opskrift er med frugt på toppen - så bliver det nok bare endnu mere sommer - men jeg kunne ikke finde nogen, som jeg lige synes passede til. Så i stedet blev det til KitKat i små stykker samt ristet kokos, der kom på toppen, og det smagte bestemt også godt. Hvis du vælger at komme frugt på, så ville jeg vælge nogle søde af slagsen, så det ikke bare bliver surt på surt. Eventuelt kan frugterne ligges på sukkerlage først.

Opskriften er fra oktobernummeret af enten Spis Bedre eller Mad!. Pinligt, at jeg ikke fik noteret bladet ned, men sad og bladrede i begge blade på biblioteket og så slog det mig slet ikke, at jeg ikke ville kunne finde frem til oprindelses-bladet, når jeg kom hjem. Men opskriften bliver jo ikke dårligere af den grund.

 
 
Citronparfait
 
6 personer
 
2 dl. piskefløde
½ dl. lemon curd
2 dl. græsk yoghurt
1 usprøjtet citron
2 pasteuriserede æggeblommer
½ dl. sukker
 
Frugter til frugtsalat på toppen (eller andet topping efter, havd du har lyst til)

Stil seks glas i fryseren.
Pisk fløden til flødeskum. Pisk lemon curd i, når det er ved at være stift. Vend derefter yoghurten i flødeskummet. 
Vask citronen i lunkent vand og riv skallen. Rør citronskal i massen. Pisk æggeblommer og sukker luftigt. Vend det i massen med en dejskraber. Fyld de frosne glas med parfaitmassen. Stil i fryseren i mindst 2 timer.
Skær frugterne i skiver, bland dem og stil dem i kølskabet, indtil parfaiten skal serveres - drys eventuelt lidt sukker over frugterne.
Når parfaiten skal serveres, er det en god idé at tage dem ud af fryseren en 10 minutters tid før, så de ikke er stenhårde, når de kommer på bordet.