torsdag den 14. juni 2012

Små jordbærkager

Nu var citrontærte ikke det eneste, der blev serveret under Melodi Grand Prix - det ville også ligne mig dårligt kun at lave én kage.

Så som en lille for-dessert havde jeg lavet små jordbærtærte. Bundene blev bagt i de hjerteforme, jeg fik af min lillesøster på min polterabend. Det var første gang, de blev tagt i brug, men det bliver bestemt ikke sidste. Og så er der bare noget over jordbærkager her om sommeren; selvom det er gråt udenfor, så bringer de lidt sommer ind i hjemmet (og maven).

Opskriften på bunde er egentlig en opskrift op muffins fra et gammelt hæfte fra Odense Marcipan - en opskrift, som jeg altid vender tilbage til, for den er bare super god.


Små jordbærkager

4 stk.

Bunde
100 gram smør
100 gram sukker
2 æg
100 gram mel
100 gram mørk chokolade

Smelt den mørke chokolade. Kom smør og sukker i en skål og pisk detr luftigt. Tilsæt æggene ét ad gangen og pisk imellem dem. Vend mel og den smeltede chokolade i og pisk i ét minut. Kom dejen i fire forme og bag dem ved 200 grader i 12-15 minutter - tjek med en kødpind, at der ikke hænger dej ved. Afkøl kagerne og skær eventuelt toppen af dem, så de bliver flade.

Creme
1 æg
2 spsk. sukker
3 tsk. majsstivelse
2 dl. mælk
Korn af ½ vaniljestang (eller 1 tsk. vaniljesukker)

250 ml. piskefløde

Imens bundene bager, laver du cremen. Pisk æg med sukker, majsstivelse og halvdelen af mælken i en gryde. Sæt gryden over på en ogeplade på middelvarme. Tilsæt resten af mælken og pisk, til cremen bliver tyk. Hæld den over i en skål, læg husholdningsfilm over og sæt den i køleskabet i cirka ½ time, til cremen er kold.

Når cremen er kold, pisker du piskefløden til blødt flødeskum og vender det sammen med cremen. Lav små toppe af creme på midten af bundene, så der stadig er plads til at sætte jordbær på ude i kanten. Pynt med jordbær og sæt eventuelt i køleskabet inden servering, det bliver de kun bedre af.

Du vil sandsynligvis have for meget creme og derfor have noget til overs. Det kan du (fryse og) bruge til frugtsalat. Hvis du vælger at fryse cremen, skal den tøes op og derefter piskes luftig igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar