På sådan en herlig sommerdag - lad der endelig komme flere - hvad er så mere passende end et indlæg om is?
For en uges tid siden dumpede den nyeste erhvervelse til kogebøgerne herhjemme ind ad døren: "Ben & Jerry's Homemade Ice Cream & Dessert Book". Jeg kan mærke, at vi bliver rigtig gode venner hen over sommeren, og efter jeg har lavet deres bananis, så er der slet ingen tvivl. Dette er kræs for is-ganen. Isen har en rigtig lækker, blød konsistens, uden at den smager flødet.
Bogen er rigtig overskuelig opbygget med grundopskrifter, som man så skal tilsætte forskellige ingredienser alt efter isvarianten. Eneste minus er, at mængderne er amerikanske, men så er det heldigt, at Google findes. Jeg skriver opskriften med de danske mål, som altså er lidt "mærkelige".
Bananis
Lidt over 1 liter
1 æg
3/4 dl. sukker
1 1/4 dl. fløde
3/4 dl. mælk
1 banan
Saft af ½ citron
Pisk ægget og tilsæt sukkeret lidt efter lidt. Pisk, til det er hvidt og luftigt. Hæld fløde og mælk i og bland det sammen.
Mos bananen og bland den sammen med citronsaften. Hvis du vil have en glat iscreme, så pres bananblandingen gennem en sigte ned i æggeblandingen - ellers bare hæld den direkte ned i, hvis du ikke har noget imod lidt "bid" i isen. Bland det hele godt sammen.
Kør på ismaskinen og frys ned. Tag isen op af fryseren cirka et kvarter før, den skal serveres. Jeg serverede den med lidt hakket chokolade over, da jeg elsker banan-chokolade-blanding.
Kan man lave isen uden en ismaskine?? Og hvad skal man ellers bruge hvis det er uden en ismaskine?:)<3
SvarSletJeg er sikker på, at man kan lave isen uden en ismaskine, men jeg har nu godt nok aldrig selv gjort det. Du laver bare massen, som beskrevet i opskriften og fryser den ned i en beholder. Så kan du med fordel røre i den et par gange i løbet af de første timer, så skulle du gerne undgå (de værste) iskrystaller.
Slet