Da jeg gik i folkskole, købte min mor nogle gange de bedste gulerodsboller hos bageren. Bollerne med smør på - det var bare ren nydelse.
Derfor var glæden stor, da jeg fik "Meyers Bageri" og kunne konstatere, at der var en opskrift på disse gulerodsboller i bogen. Og de er flittigt blevet bagt til madpakken siden. At åbne en madpakke med sådan en lækker gulerodsbolle i er altså bare mums! Selvom der er gulerødder i, så kan bollerne næppe kaldes for sunde, men det gør nu ikke noget i min optik.
Gulerodsbrud
12 stk.
50 gram gær
5 dl. lunkent vand
1 kg. hvedemel
75 gram sukker
15 gram salt
75 gram blødt smør
2 æg
150 gram solsikkekerner
4 gulerødder, skrællede og revne
Rør gæren ud i det lunkne vand. Tilsæt hvedemel, salt og sukker og ælt det sammen i skålen. Ælt derefter den bløde smør ind i dejen og ælt, til dejen er blød og smidig. Lad dejen hæve i 1 time.
Lav så en fordybning i dejen og slå æggene ud deri. Kom også solsikkekerner og gulerødder ned i fordybningen. Fold dejen sammen til en stor bolle og brug en kniv til at hakke dejen i småstykker med. Saml hele tiden æggene op og ind i dejen. Hak til æg og gulerødder er jævnt fordelt, men dejen behøver ikke være jævn, blot sammenhængende. Derefter deles dejen i 12 stykker, som løftes over på en bageplade.
Lad gulerodsbrudene hæve i 1 time og bag dem derefter ved 220 grader i cirka 15 minutter. Afkøl brudene.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar