onsdag den 28. marts 2012

Havregrynssmåkager med marcipan

Den ene dag kom jeg hjem fra universitetet og havde vildt meget lyst til noget kage. Det er én af sidegevinsterne ved at pendle halvanden time frem og tilbage hver dag - der er utroligt meget tid til at tænke, og når der er ikke så meget til at distrahere, når jeg kommer til at tænke på kage.

Så det første jeg gjorde, da jeg kom hjem, var at smække ingredienserne sammen til et par havregrynssmåkager. Jeg havde en rest marcipan i fryseren, så den rev jeg og puttede i dejen, hvor jeg også justerede på sukkermængderne.

Småkagerne bliver dejligt svampede og kan selvfølgelig også laves uden marcipan. Næste gang de laves med marcipan, tror jeg, at jeg vil putte lidt mindre havregryn i, så marcipansmagen træder mere frem.

Ja, jeg havde kun en juledåse at putte småkagerne i...


Havregrynssmåkager med marcipan

9 stk.

60 gram smør
30 gram lys muscovadosukker
2 tsk. vaniljesukker
50 gram revet marcipan
1 æg
1 spsk. mælk
50 gram mel
½ tsk. bagepulver
Et lille nip salt
75 gram havregryn

Pisk sukker, vaniljesukker, æg og smør sammen i en skål. Tilsæt mel, bagepulver, salt, hvaregryn og marcipan. Bland det sammen med en ske. Sæt dejen på en bageplade i teske-store portioner. Bag småkagerne i 12-15 minutter ved 180 grader. Køl dem af og opbevar dem i en lufttæt beholder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar