mandag den 16. april 2012

Bagt ananas og citronsorbet

Nogle gange kan rester godt blive en helt god dessert - og uden man behøver bevæge sig udenfor en dør. Sådan var det, da jeg for et par aftener siden lavede citronsorbet og bagt ananas. Citronerne og ananasen skulle snart bruges, og resten af ingredienserne er nogle, som jeg altid har i skabene. Citronsorbeten er fra bogen "Vidunderlige Isvariationer", hvor jeg blot udelod basilikummen.

Sorbeten skaber en god kontrast til ananasen, som bliver lige en tand sødere, end den i forvejen er, når den bliver bagt. Alternativt kan man også servere vanlijeis til.


Citronsorbet
3 citroner
125 gram sukker
2½ dl. vand
1 æggehvide

Vask den ene citron og skræl den. Læg skrællerne op i en gryde sammen med vand og sukker. Lad det koge op og lad det derefter simre i fem minutter. Køl blandingen af. Pres de tre citroner og hæld citronsaften op i det afkølede sukkervand. Giv det en tur på ismaskinen (eller put det i fryseren i fem timer, hvor du rører i det jævnligt). Pisk æggehviden sammen med et nip salt, vend det i sorbeten og rør det til en ensartet masse. Giv igen sorbeten en tur på ismaskinen og put det i fryseren, til sorbeten til bruges.

Bagt ananas
½ ananas
Vaniljesukker
Eventuelt cognac

Skær ananasen i tykke skiver, skær "stammen" i midten ud. Læg skiverne i et fad, drys vaniljesukker over og eventuelt noget cognac. Sæt ananasen i ovnen ved 250 grader i 12-15 minutter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar