tirsdag den 17. april 2012

Smørbagte kanelsnegle

Min madpakken er sjældent særlig inspirerende; ofte består den bare af rugbrød, som jeg stædigt hænger fast ved, selvom det egentlig er lidt kedeligt. Og når jeg pendler frem og tilbage fra Odense til Ballerup næsten hver dag, så er det ikke altid jeg gider at stå om aftenen og lave spændende mad. Det nemmeste er, når det bare kan tages op af fryseren.

Og derfor er der ofte noget sødt med i madpakken, da det kan bages i store portioner og fryses ned. Så skal det bare tages op aftenen før, eller inden jeg tager afsted.

Sidst, der skulle bages til madpakken, faldt valget på Mette Blomsterbergs smørbagte kanelsnegle. Og ja, man skal i hvert fald ikke være fedtforskrækket med de her snegle. Der står i opskriften, at de skal bages i små forme - det undlod jeg, da det ikke plejer at være et problem, når jeg ellers bager kanelsnegle, men denne gang med det resultat, at rigtig meget af smørret var løbet ud af sneglene. Så har du små forme, vil jeg anbefale, at du bruger dem.

Ellers smager sneglene rigtig godt, og de bliver helt klart højdepunktet i de næste par madpakker.


Smørbagte kanelsnegle

20 stk.

Gærdej
3 dl. sødmælk
50 gram gær
4 stk. store æg
1 stk. korn fra en vaniljestang
1 spsk. stødt kanel
1 spsk. stødt kardemomme
1 spsk. stødt ingefær
100 gram rørsukker
½ spsk. groft salt
200 gram blødt smør
Hvedemel

Remonce
250 gram blødt smør
200 gram rørsukker
2 spsk. stødt kanel
2 stk. æggeblommer til pensling

Neutral olie til at smøre formene

Gærdej
Gæren smuldres i en stor skål og blandes med æg, vanilje, kanel, kardemomme, ingefær og rørsukker. Lun sødmælken og hæld den ned til gæren og krydderierne. Bland lidt mel med saltet og tilsæt det til mælkeblandingen. Tilsæt smørret og mere mel og ælt det hele til en glat og smidig dej. Ælt dejen op til en stor kugle, der lægges i mel på bordet.

Når dejen har hvilet ca. 15 minutter, udrulles den i et kvadrat på ca. 50 x 40 centimeter.

Remoncen
Pisk smørret godt med rørsukker og stødt kanel. Stryg remoncen ud over hele dejen med en palet og rul dejen sammen som en roulade på den smalle led.

Smør lave aluminiumsforme på cirka 6 centimeter i diameter med neutral olie. Skær rouladen i 1½ cm. tykke skiver. Læg straks skiverne i de smurte forme. Sneglene skal nu hæve lunt på en bageplade, til de er hævet til næsten dobbelt størrelse - omkring 35 minutter.

Sneglene pensles med sammenpiskede æggeblommer. Bages ved 185 grader i 15-18 minutter, til de er let gyldne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar